Sæsonvaccination 2025:

Der er øget risiko for at blive alvorligt syg af influenza hvis man er ældre, har en kronisk sygdom, er svært overvægtig eller gravid. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen at vaccinere mod influenza ved disse patientkategorier.

Der er gratis influenzavaccination for førtidspensionister, alle borgere på 65 år og derover samt til patienter med visse kroniske sygdomme f.eks KOL og Diabetes samt svært overvægt med et BMI over 35. Også husstandskontakter til personer med immundefekter, personer med svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug kan få gratis vaccination. Se i øvrigt under borger.dk

Influenza og Covid-19:

Fra 1 oktober til 20. december 2025 kan borgere i alderen +65 år og andre udvalgte målgrupper blive gratis vaccineret mod Influenza og Covid-19. Vaccinationer foregår på udvalgte hospitaler og lokale vaccinationssteder. Se mere herom på sst.dk

Borgere bliver gradvist inviteret til vaccination over e-boks efter alder.  Hvis du er i målgruppen, kan du bestille tid på vacciner.dk når du har fået en besked herom i din e-boks. Er du ml 18 og 64 år og i særlig risiko for at udvikle alvorlige sygdomsforløb, kan du efter 29. september ligeledes bestille tid samme sted. Har du ikke mulighed for selv at bestille tid via vacciner.dk, kan man ringe og få hjælp på tlf 38649901.

Pneumokokvaccine 23-valent:

Borgere fra 2 år og voksne som har øget risiko for hyppige og alvorlige Pneumokok infektion, tilbydes denne vaccine. Spørg dine læge om du er i særlig risiko for dette. Vaccinen beskytter mod alvorlige tilstande som meningitis, lungebetændelse og blodforgiftning, samt mindre alvorlige tilstand som mellemørebetændelse og bihulebetændelse. Borgere der er fyldt 65 år med visse kroniske sygdomme, og dem under 65  år der er i særlig høj risiko, kan få klausuleret tilskud til vaccinen. Man anbefaler revaccination efter hvert 6. år. Der er kommet en anden udgave af Pneumokok vaccinen som hedder Prevenar 20. Den ligner den tidligere Pneumax 23, men man formoder den har en længere beskyttelsesvarighed trods dette ikke er fastlagt endnu. Spørg din læge hvilken der er mest relevant for dig at få.

Vaccinationsprogram for gravide:

Kighoste: vaccination kan administreres fra graviditetsuge 12 (hele 2. og 3. trimester), men anbefales i graviditetsuge 25 ved planlagte lægeundersøgelse.

RSV: anbefales til gravide som har termin i juli til og med marts.  Vaccinationen kan administreres fra graviditetsuge 24 til og med uge 36 (35+6). Den anbefales dog i uge 32 ved planlagt lægeundersøgelse fra maj til og med januar.

OBS! der skal gå mindst 2 uger imellem vaccination med kighoste og mod RS-virus, for at sikre tilstrækkelig effekt af vaccinerne.

Influenza: Influenzavaccination anbefales til gravide  i perioden fra 1. oktober til og med 20. december. Vaccinationen kan fåes fra uge 12 (hele 2. og 3. trimester), og foregår i et lokalt vaccinationscenter eller på en privat klinik. Gravide bestiller selv tid på vacciner.dk

Covid-19: Graviditet alene anses ikke længere for en selvstændig risiko for alvorlig sygdom ved Covid-19. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen kun at gravide uanset trimester, lader sig vaccinere herfor, såfremt de har de sygdomme eller tilstande som udgør en risiko for alvorlig sygdom ved Covid-19, på linje med andre personer under 65 år.

Gardasil 9/HPV-vaccination:

Sørg for at din datter eller søn bliver HPV-vaccineret. Vaccinen beskytter mod livmoderhalskræft (HPV), halskræft, analkræft samt mod kønsvorter (kondylomer). Det gratis tilbud om vaccination henvender sig til piger og drenge på 12 år, og er et tilbud under det Nationale Danske Vaccinations Program. Men kvinder der er ældre, og derfor ikke naturligt har fået tilbud om vaccination, kan også have effekt af at blive vaccineret. Man regner med, at HPV-vaccinen beskytter mod 70% af tilfælde af livmoderhalskræft hos kvinder, som ikke er smittet med det pågældende HPV på vaccinationstidspunktet. Vaccinen beskytter således ikke mod alle tilfælde af livmoderhalskræft og det er derfor stadig meget vigtigt, at alle kvinder fortsat deltager i screeningsprogrammet fra de fylder 23 år, også selvom de er vaccineret. En vaccinationsserie består af 2 doser, som tilstræbes at gives indenfor 6-12 måneder. Er du ældre end 15 år når vaccinationsserie starter, skal du have 3 doser. Ved graviditet anbefales det, at vaccinationen udsættes til graviditeten er afsluttet, men vaccinen kan gives i ammeperioden. For yderligere information se også www.ssi.dk (Statens Serum Institut) eller www.sst.dk (SundhedsStyrelsen).

Der har været en del blæst om HPV vaccinen og eventuelle alvorlige neurologiske bivirkninger. Efterhånden er mistanken manet til jorden efter undersøgelser i Danmark og andre lande. I lægeklinikken er vi helt enige om, at have tillid til, og følge Sundhedsstyrelses udmeldinger og anbefalinger.  Der findes ikke evidens for, at vaccinen har bivirkninger der kan sættes i sammenhæng med de neurologiske symptomer, som på de sociale medier syntes at vise især, at ramme de sportslige aktive piger. Der pågår fortsat en grundig udredning og forskning i de tilfælde, for at kunne påvise en eventuel sammenhæng. Men indtil nu er udmeldingen klar, der er ikke påvist en sammenhæng og, at der fortsat er langt flere gode grunde til at lade sig vaccinere end til ikke at blive det.

Klik på linket og læs den endelige redegørelse om formodede bivirkninger til HPV vaccinen.

Vorter og behandling

Vorter skyldes smitte med en helt godartet virus, som kun smitter mennesker. Vortevirus vokser meget langsomt, og der kan derfor gå flere måneder fra du er smittet til vorten viser sig på huden. Du smittes ved berøring af vorten eller via de virusholdige afstødte hudceller. Smitterisikoen øges ikke ved, at vorten bløder. Hvis der er små skader i huden, eller hvis huden opblødes af vand eller sved, øges risikoen for smitte.  Hvis du undlader at behandle vorterne, vil de forsvinde, når kroppen har udviklet immunitet. Hos de fleste børn forsvinder vorterne i løbet af 1-2 år, mens det hos voksne kan tage længere tid. Hvis du har haft en vorte i 5 år eller mere, smitter den ikke længere.  Brugen af badesko nedsætter risikoen for at blive smittet eller at smitte andre med fodvorter. 

Hjemmebehandling: 80 procent af vorter vil forsvinde indenfor 3 måneder, hvis der behandles konsekvent. 

Påsmør Verucid, Spirularin eller Vortex (håndkøb) på vorten efter forskrifter.

  • Når det er tørt, dækkes vorten med vandfast plaster (kan være sleek eller gaffatape) 
  • 2 gange ugentligt sæbebades vorten i 10 minutter. Herefter beskæres forsigtigt med en skalpel. Der fjernes så meget af vorten/det tørre hud som muligt. Når der ses små sorte prikker (små blodkar i vorten), stoppes beskæringen. Efter beskæring påsmøres Vortex/Verucid og plaster påsættes. 
  • Behandlingen bør fortsætte, indtil vorten er væk (ofte måneder) 
  • Efter 3 måneders konsekvent hjemmebehandling, kan vi tilbyde at supplere med frys af vorten i lægehuset eller evt henvisning til hudlæge efter vores vurdering. Det er et supplement til hjemmebehandlingen. 

Tålmodighed og vedholdenhed er det, det drejer sig om. Der findes mange forskellige måder at behandle vorter på, men der findes ingen nemme løsninger. Vortebehandling er ofte langvarig, tidskrævende og kan være smertefuld. 

Tidlig opsporing af cancer:

Få en tid hos lægen, hvis du har en af nedenstående symptomer. Hvis cancer opdages tidligt, er chancen for helbredelse større. Her er 7 symptomer der kan være tegn på cancer:

  • Langvarig hoste eller hæshed
  • Uforklarligt vægttab
  • Uforklarlig blødning
  • Vedvarende synkebesvær
  • Knuder eller hævelser
  • Ændrede modermærker eller sår der ikke vil hele
  • Ændret afføringsmønster

Helbredsgevinster ved Rygestop: efter 20 minutter:   Blodtryk og puls normal.
efter 1 døgn:   Risiko for blodpropper mindsket. Mere blod til huden og bedre varme i fingre og tæer. Lungerne begynder at rense sig (kan give hoste).
efter 2 døgn:   Smags- og lugtesansen er nu blevet bedre. Kulilten er ude af kroppen, og konditionen er derfor bedre.
3 døgn:   Bronkierne begynder at slappe af. Vejrtrækningen bliver bedre.
2-12 uger:   Kredsløbet forbedres gradvist.
3-9 måneder:   Huden ældes nu kun i normalt tempo (rynker). Mindre hoste, og vejrtrækningen forbedret med 10%. Forbedret frugtbarhed.
1-2 år:   Risikoen for blodpropper er halveret.
5-10 år:   Risikoen for blodpropper er som en, der aldrig har røget.
10 år:   Risikoen for lungekræft er halveret i forhold til rygere.

Kilder: www.ash.org.uk Health Benefits of Smoking Cessation: A report of the Surgeon general. US DHHS, 1990. Doll, peto. Boreham and Sutherland; Mortality in relation tol smoking: 50 yerars oberservation on male British doctors, BMJ 2004